
Idé
&
vision
Historien om Næste
Næstes idé og vision
Næste blev grundlagt i 2018 af arkitekt Niels Jakubiak Andersen med en klar mission: at udfordre den traditionelle måde at bygge på. Hvor mange ser et skur som noget sekundært, ser Næste et potentiale til at skabe noget, der både er funktionelt, æstetisk og bæredygtigt – og som kan inspirere hele byggebranchen til at tænke cirkulært først. Som Niels selv formulerer det: “Vi vil vise, at selv et skur kan være smukt, gennemtænkt og bygget på en måde, der gør en reel forskel for klimaet.”
Genbrug som grundsten
Kernen i idéen er at anvende materialer, som ellers ville blive kasseret – eksempelvis træ og tegl fra nedrivninger eller frasorterede partier fra industrien. Disse materialer har stadig høj kvalitet, men bærer spor af deres historie. Det giver ikke blot en reduktion i CO₂-aftrykket, men også et unikt udtryk med det, vi kalder skønhedspletter. “Vi ser værdi i det uperfekte. De små spor og mærker i materialet fortæller en historie, og det er netop det, der giver vores løsninger karakter,” forklarer Niels.
Ved at starte med de små bygninger – skure, miljøstationer og udemiljøer – kan Næste afprøve cirkulære løsninger i stor skala med relativt lave tekniske og økonomiske risici. På den måde bliver de små bygninger katalysatorer for en større omstilling i branchen.
Mere end et skur
Visionen rækker dog længere end selve skuret. Det handler også om at ændre adfærd og holdninger i branchen. Gennem samarbejde med nedrivningsfirmaer, arkitekter, boligforeninger og entreprenører arbejder Næste for at skabe en værdikæde, hvor genbrug ikke er undtagelsen, men normen. Samtidig er social bæredygtighed en integreret del af visionen – blandt andet gennem beskæftigelse af medarbejdere fra kanten af arbejdsmarkedet og fokus på oplæring og kompetenceudvikling.
De næste år handler om at skalere. Ambitionen er at gå fra ugentlig til daglig produktion, så flere kan få adgang til cirkulære løsninger. Med nye regler om selektiv nedrivning og stigende krav til CO₂-reduktioner står Næste stærkt. “Vi vil være frontløbere for en byggebranche, hvor bæredygtighed ikke er et tilvalg, men en selvfølge,” siger Niels.

